En kærlighedsroman om sjælens skrøbelighed
Min roman, Astronauternes Klub (2014), er en dramatisk kærlighedshistorie der blandt meget andet handler om ikke at elske sig selv.
“Rørende og udfordrende fortælling. Fyldt med spændende detaljer, godt sprog … der er kærligheden, utroskaben og svigt i flere former, der er virkelighedsflugten, fantasterne … Forfatteren formår at gengive følelsen af barndommen, så man næsten føler sin egen barndom træde frem … Bør stå på alle landets folkebiblioteker” Fra Lektørudtalelse DBC.
Ulrikka Strandbygaards roman Astronauternes Klub har fået meget flot lektørudtalelse
Her er lidt fra bagsideteksten:
“Historien følger Sigurd, der vokser op i de flippede 70´ere, hvor mantraet er fri kærlighed. Men hans mor Gudrun, der er hjertekirurg kan ikke acceptere hans overdrevne følsomhed og ønsker dybest set, at han tager sig sammen og bliver et andet menneske.
Sigurds far, Holger, der er ansat i DSB, sværmer i hemmelighed for Kraftkussen, der holder til i de underjordiske gange under Hovedbanegården. Han er en drømmer, der folder svaner af servietter, som dog aldrig letter fra jorden.
Ulrikka Strandbygaard, forfatter f. 1964.
Som ung mister Sigurd den eneste person, der nogensinde har set ham, som den han er. Fra den dag må han kæmpe alene med sin mors afsky og en dyb og umulig længsel efter at finde sig selv.
Astronauternes Klub er en tindrende smuk fortælling om sjælens skrøbelighed, der måske kan blive til styrke, hvis man tør give den vinger.”
God læselyst!
Køb bog
Astronauternes Klub købes her hos Billige eBøger. Den fås både som flot papirbog med flapper og smukt matkacheret omslag eller som ebog, der er let af have med i din reader. Ved køb af papirbogen på forlagets hjemmeside, får du e-bogen med i købet til 0 kroner.
Papirbogen koster 299,- DKK inklusiv levering i DK.
E-bogen koster 49, DKK og downloades efter betaling med Visa-Dankort.
Fra Astronauternes Klub:
“Holger var togbetjent, ansat i DSB, og boede i den øverste etage af et lille hus, der lå klods op ad jernbanen. Hver gang et tog buldrede gennem baghaven, rystede huset og ruderne klirrede. Det generede ikke Holger, og Gudrun vænnede sig hurtigt til det. Når hans store hænder rørte hendes krop kom hun til at tænke på svanen.
Sent den aften da Holger var faldet i søvn, lå hun ved siden af ham, tung i kroppen, tilfreds. Hun strakte sig dovent, smilede for sig selv. Da hun endelig lukkede øjnene, drømte hun om lange hvide hospitalsgange hvor hun gik i sin kittel og masken hang om halsen. Hun genkendte lugten af desinfektionsmiddel. Hun hørte lyden af sårhagen, der klirrede i en stålbakke. Lyden af træsko mod gulvet, når kirurgerne fik urolige ben. Maskinernes konstante, messende summen. Snedronningen, kaldte de hende på hospitalet.
– Vil du have kaffe? spurgte Holger, og hans stemme nåede hende fra en anden verden, hvor linje B mod Holte og linje C mod Klampenborg allerede buldrede gennem den morgenvåde have.
Hun rystede på hovedet og satte sig op. Hun skulle hjem og læse.
På sene søndagseftermiddage besøgte hun Holger, overnattede i hans lejlighed og tog afsted til universitetet den følgende morgen. Hun trådte ind mellem de skrå vægge og stillede sin taske på den ølkasse, han brugte som sengebord. Holger selv sad altid bøjet over et eller andet han var ved at skille ad, et vækkeur eller en gammel transistorradio, og spisebordet flød med små metaldimser, skruer, møtrikker og spiraler der trillede ned hver gang endnu et tog fik huset til at ryste.
Holger rejste sig og samlede dem op med et fraværende udtryk i ansigtet. Da hun en dag stillede en skål foran ham og lagde de små dimser derned, så han forundret op på hende.
– Hvor længe skal du sidde der, Holger? Vækkeuret fungerer jo!
Hun forsøgte at lyde utålmodig, men sandheden var at hun nød at kigge på ham. I halve timer kunne hun ligge på sengen med puder under hovedet og bare se, mens lydene fra gaden trængte ind gennem det åbne vindue.
Holger smilede og lagde værktøjet fra sig. Hans mørke hår faldt ned i øjnene, da han bøjede sig for at kysse hende. Ude fra køkkenet, hvor radioen stod, talte speakerstemmen om Vietnamkrigen.
Det blev maj før hun opdagede hun var gravid.
Samme dag hun havde været hos lægen, opsøgte hun Holger der var på arbejde. Hun sad i den lille have, med solen i ansigtet, og ventede på han skulle komme hjem. Togene buldrede forbi i det uendelige, larmen var infernalsk.
Da Holger kom hjem, og hun fortalte ham nyheden, virkede han glad.
– Der er aldrig noget der må komme i vejen for mit studium.
Han tog hendes hænder og kyssede dem blidt.
– Du bliver en fantastisk kirurg.”